Aromaterapi til behandling af unge i afrusning
Af Charlotte Riis, kropsterapeut og cand.cur.
I arbejdet med unge i afrusning og helingsprocesser står én ting klart: det handler ikke kun om at fjerne et misbrug, men om at hele hele mennesket. Her spiller sanselighed og nærvær en vigtig rolle. I dette blogindlæg dykker vi ned i, hvordan aromaterapi med æteriske olier kan være et værdifuldt supplement i holistisk behandling, og hvorfor netop dufte kan være en nøgle til ro, kontakt og selvregulering.
Helhedsorienteret behandling kræver sanselighed
Når vi arbejder med mennesker i traumebehandling eller andre helingsprocesser, er det afgørende at tage en helhedsorienteret tilgang, hvor vi inddrager flere terapeutiske greb. Ligesom med al anden træning, eller vanearbejde, kræver forandring alsidighed og gentagen påvirkning fra flere sanser og retninger.
Aromaterapi er et blidt, men kraftfuldt redskab i dette arbejde. Det handler ikke kun om at fjerne uhensigtsmæssig adfærd som misbrug eller selvskade, men om at genskabe kontakt til kroppen, følelserne og det sanselige nærvær. Det er netop her, duftene kan noget særligt.
Hvad er aromaterapi egentlig?
Aromaterapi er en non-invasiv terapiform, hvor æteriske olier bruges til at aktivere kroppens sansesystem, især lugtesansen, og støtte både fysisk og psykisk heling. Når vi integrerer dufte i behandlingen, skaber vi nye forbindelser i hjernen gennem sanselig erfaring. Det limbiske system aktiveres, og med det følger følelsesmæssig bearbejdning og et potentiale for indre ro. Aromaterapi er ikke blot velvære, det er en sanselig praksis, der fremmer kroppens naturlige evne til at hele. Når de æteriske olier anvendes bevidst og terapeutisk, kan de fungere som en bro til kroppen og sindet og hjælpe den unge med at opleve, at ro og velbehag også kan opnås uden rusmidler.
Duftens kraft: Når kroppen husker
En særlig styrke ved aromaterapi er dens evne til at skabe sanselige 'hukommelser'. Når kroppen forbinder en bestemt duft med en tilstand af tryghed eller velvære, kan denne tilstand reaktiveres senere. Det bliver dermed en form for sanselig ressource, der kan støtte i processen mod afholdenhed og selvregulering, en slags 'predictive processing', hvor kroppen husker, hvordan det føles at have det godt uden euforiserende stoffer.
En praksis med historiske rødder
Aromaterapi har været brugt i over 5000 år og kendes fra oldtidens Egypten, Grækenland og Rom, hvor æteriske olier blev anvendt i medicinske og rituelle sammenhænge. Selve udtrykket “aromaterapi” blev dog først introduceret i 1937 af den franske kemiker René-Maurice Gattefossé. I dag bruges aromaterapi både til lindring af symptomer og som supplement i behandling af psykiske og fysiske lidelser.
Hvad er æteriske olier?
Æteriske olier er koncentrater udvundet af blomster, blade, bark, frugter og andre plantedele. De er flygtige og frigiver hurtigt deres duft, som optages via luftvejene, huden og især lugtesansen.
Via lugtesansen påvirkes det limbiske system – og dermed vores emotionelle tilstand. Olierne har forskellige egenskaber afhængigt af deres kemiske sammensætning og kan bl.a. virke beroligende, opløftende, smertelindrende eller energigivende.
Olier vi ofte bruger i praksis
Lavendel – Beroligende og afstressende. God ved uro, angst, søvnproblemer og hudirritation.Anis – Lindrende for fordøjelse og hoste. Har en afslappende effekt.
Basilikum – Virker mod tankemylder, søvnbesvær og følelsesmæssig træthed.
Bergamot – Beroliger og løfter sindet. Støtter ved angst og lindrer fx forkølelsessår.
Citrongræs – Styrker immunforsvaret, virker smertelindrende og giver energi.
Rosmarin – Skærper fokus og mental klarhed. God ved træthed og koncentrationsbesvær.
Aromaterapi som supplement – ikke erstatning
Aromaterapi står ikke alene i behandlingen af unge i afrusning. Men som et sanseligt og kropsligt supplement til samtaleterapi og kropsterapi giver det de unge en mulighed for at mærke kroppen på nye måder , og skabe positive ikke-kemiske erfaringer med velvære.